Jyske Bank er stadig overordentlig lun på Genmab efter gårsdagens investormøde, som ellers ikke bød på de store overraskelser og heller ikke fik investorer til at kaste sig over den volatile biotek-aktie, som onsdag formiddag daler 0,7 pct. På det nyhedsfattige investormøde fik finanshuset til gengæld "bekræftet sit positive syn på selskabet," og Jyskes analytiker øjner afgørende nyheder fra udviklingsporteføljen allerede inden sommer og spår, at Genmab er "godt på vej mod et super 2008". "Næste kurstrigger bliver fase 3-data for kronisk lymfatisk leukæmi i slutningen af første halvår 2008 (maj/juni). Vi forventer positive data, som kan bane vejen for den første produktlancering i 2009," skriver analytiker Frank Hørning Andersen fra Jyske Bank i et friskt notat. Han henviser til Genmabs mest værdifulde projekt, Ofatumumab, der p.t. er i fase 3 (dvs. den afsluttende udviklingsfase før en evt. markedsføring) for to indikationer til behandling af kræft og til aktiv leddegigt.
Læs mere på borsen.dk.
27.02.2008. 08:02